3. maj er dagen for alle antik-interessede i Aarhus og omegn

Jens Guldsmed (tv) og Mads Ejlersen (th), der siden 2011 har medvirket i DR1-serien Skattejægerne, har handlet med brugte ting i mange år, og de har et bredt erfaringsgrundlag, der vil komme aftenens gæster til gode.

3. maj er dagen for alle antik-interessede i Aarhus og omegn

Kom ned og vær med, når TV-marskandiserne Mads Ejlersen og Jens Guldsmed-Thomsen torsdag aften d. 3. maj fra kl. 18 – 20 vurderer gamle sager i Danmission Genbrug Egå, Egå Havvej 2, 8250 Egå.

I antik- og marskandiserbutikker over hele landet kommer der jævnligt kunder, der ønsker at få vurderet deres ejendele. Og det er langt fra altid, at vurderingen skal foretages med henblik på salg.

Mange har arvet noget med en god historie eller en sjov ting, som man ikke ved, hvad skal bruges til.

Og oftest er det jo rigelig grund til at beholde tingen.

Andre arver eller finder noget, der ligefrem er noget værd. Skal det sælges, eller bliver man bare endnu mere ivrig efter at beholde tingen?

Der er mange spørgsmål om værdi og anvendelse i de gamle ting, vi omgiver os med.

Få vurderet dine arvestykker

Når TV-marskandiserne Mads Ejlersen og Jens Guldsmed-Thomsen fra Lykkegaard i Tversted d. 3. maj besøger Danmission Genbrug Egå vil det være muligt at få vurderet sine medbragte genstande.

Mads Ejlersen og Jens Guldsmed, der siden 2011 har medvirket i DR1-serien Skattejægerne, har handlet med brugte ting i mange år, og de har et bredt erfaringsgrundlag. De siger dog på forhånd, at de ikke er velbevandrede i ure og ædelstene. Og har man større møbler eller store malerier, er det tilstrækkeligt at medbringe et billede af tingen.

Læs også: Antik-tjek og Facebook: De frivillige i Danmission Genbrug holder sig ajour