Alice fra Skanderborg har syet Årets Danmission Mulepose 

Alice fra Skanderborg har syet Årets Danmission Mulepose

Hvert år syr frivillige muleposesyersker til sammen tusindvis af muleposer, der sælges i Danmissions genbrugsbutikker for at nedsætte forbruget af plastik. Årets Danmission Mulepose nr. 1 og 2 er netop kåret ved afstemning, da flere end 100 butiksledere var samlet til lederseminar på Fyn .

kirstine,  

Hele 25 muleposer var med i opløbet om at blive kåret til “Årets Danmission Mulepose”, da flere end 100 frivillige butiksledere var samlet til lederseminar i Nyborg 20-21.april. Her hang muleposerne på en lang tøjsnor, og det var muligt at stemme på den, man syntes allerbedst om. Og det var ikke helt let at vælge!

Læs mere om lederseminaret her

Siden Danmission under sloganet “Plastik sviner – genbrug posen” lancerede et initiativ for at nedsætte forbruget af plastikposer har frivillige mulepose-syersker syet i tusindvis af muleposer.  

På lederseminar blev “Årets Danmission Mulepose” kåret, og det var Alice Christiansen fra butikken i Skanderborg, der løb med sejren. Kendetegnet for hendes mulepose-design er skjulte lynlåse og finurlige detaljer.  

“Jeg syr af, hvad jeg finder af overskudsstof i butikken fx skjorter, slips, kjoler og cowboytøj. Jeg tror, jeg har syet flere end 150 muleposer efterhånden,” fortalte Alice Christiansen efter at have fået diplom og chokolade overrakt flankeret af kollegaerne Lena Sørensen og Agda Andreasen.  

 Den store æske chokolade skal deles med kollegaerne i genbrugsbutikken i Skanderborg. 

“Jeg kan bare godt lide at sy, og jeg kan godt lide at, hver mulepose er unik. Jeg kan rigtig godt lide at lave de her skjulte indvendige lynlås-lommer, som er gode til at lægge sine vigtigste ejendele i,” forklarer vinder-syersken.

Vinderen fra Skanderborg – syet af denimstof og slips som hank.

 

Inge-Lise fik en 2. plads

Teksten “Smil til hinanden” prydede den mulepose, som Inge-Lise Jensen fra genbrugsbutikken i Faaborg havde syet. Hun har syet flere end 100 muleposer til butikken, hvor genbrugsglade kunder køber dem til at bære deres varer hjem i.

“Det er næsten alt for meget opmærksomhed,” sagde Inge-Lise Jensen, da udviklingskonsulent Brian Kaslund overrakte hende et diplom og en æske chokolade.

 

 

 

URL: https://genbrug.danmission.dk/blog/alice-fra-skanderborg-har-syet-aarets-danmission-mulepose/