Bornholmer-butik får vokseværk og åbner på ny adresse 

Bornholmer-butik får vokseværk og åbner på ny adresse

Fredag den 17. september klokken 13 slår de frivillige i Danmission Genbrug i Aakirkeby dørene op til en lækker, ny og stor butik spækket med genbrugsfund, i en tidligere herretøjsbutik et stenkast fra byens torv.

Det har længe været et ønske at flytte i nye lokaler og faktisk er det lidt af en drøm, der nu går i opfyldelse, når Danmission Genbrug byder indenfor i en stor og moderne genbrugsbutik på den adresse, hvor den lokale butiksindehaver Nalle gennem mange år har drevet herretøjsbutik.

“Vi har gennem mange år haft en dialog med Nalle, om hvad der skulle ske med hans butik, når han valgte at gå på pension. Nalle havde nemlig selv et ønske, om at hans butik kunne fortsætte som tøjbutik. Nu er det hele gået op i en højere enhed for Martin Kofoed har købt Nalles tidligere butik, og lejer den nu ud til os,” fortæller Hanne Jensen, der er frivillig i Danmission Genbrug, medlem af butiksrådet og kasserer.    

De frivillige og Danmission glæder sig til at give genbrugstøjet meget mere plads at brede sig på og samtidig får de frivillige også gode arbejdsforhold i de nye lokaler. 

Det fortæller Sten Åge Larsen, der er udviklingskonsulent for Danmission Genbrug: 

“Den nye butik er i et plan og har rigtig fine faciliteter fx et godt køkken, hvor de kan holde pause og hygge sig over en kop kaffe. Vi får også mulighed for at etablere nogle fine arbejdsforhold til at sortere og klargøre tøj”.

Kunderne kan også glæde sig til at kunne prøve tøj i hele to prøverum samt nyde et endnu større udvalg af dame-, herre – og børnetøj samt sko og tasker. 

“Vi kommer til at kunne præsentere tøjet meget bedre med god plads mellem stativerne, og vi glæder os også til at give børnetøjet meget mere plads. Der er rigtig mange, der handler børnetøj hos os, og de kan godt begynde at glæde sig til at kunne gå på jagt i en fin børneafdeling,” siger Hanne Jensen.   

Stor opbakning 

Det er en større logistisk øvelse at flytte en hel butik fra én adresse til anden, men heldigvis har Danmission Genbrug fået hjælp fra stærke lokale kræfter. Fodboldklubben AAIF Fodbold Ungdom har givet et nap med flytningen.

“Jeg ringede og spurgte formanden, om de kunne hjælpe og jeg fik med det samme et ja,” fortæller Hanne Jensen og fortsætter: ”I det hele taget bliver vi gang på gang rørte og meget taknemmelige over den store opbakning, vi får til at drive vores velgørende genbrugsbutik. Vi modtager virkelig mange fine donationer, og vi har mange trofaste kunder, der støtter os. 

Det sætter vi meget stor pris på”.  

Overskuddet fra genbrugsbutikken går til Danmissions indsats i 12 lande i Afrika, Asien og Mellemøsten med at styrke lokale kirker, skabe fred mellem mennesker og fremme bæredygtig forvaltning af naturens ressourcer. En del af butikkens overskud går desuden til lokalt menighedsarbejde i Aaker og Pedersker menighedspleje fx støtte til julehjælp og babysalmesang.  

Velkommen i “kvindeklubben”  

Genbrugsbutikken drives af 25 frivillige, hvoraf langt de fleste er kvinder, faktisk er der kun en enkelt mandlig frivillig. Det er der en særlig grund til, fortæller Hanne Jensen: 

“Vi har kun tøj, sko og tasker og derfor er der ikke rigtig nogle af de traditionelle mande-opgaver hos os med fx at flytte møbler. Det eneste vi har, der er lidt fysisk krævende, det er at flytte tøjsække, og det klarer vi også selv,” siger hun med et lille grin. 

Hanne Jensen fortæller, at der hersker en særlig stemning blandt butikkens frivillige:

”Vi hygger os sådan sammen, vi har det så dejligt sammen – vi er nok lidt af en kvindeklub, vi bager kager til hinanden og arbejder godt sammen om at have en fin butik. Vi vil rigtig gerne have flere med på holdet, kom endelig forbi, hvis du fx lige er gået på pension,” lyder opfordringen fra Hanne Jensen, der selv har været frivillig i fem år.

“Jeg har altid vidst, at når jeg gik på pension efter 45 år i Skat, så ville jeg være frivillig i en genbrugsbutik. Jeg har altid været vild med genbrug og loppemarkeder, så derfor har det altid været et fremtidsønske for mig at blive frivillig i lige netop en genbrugsbutik”.  

Hanne Jensen og de andre frivillige glæder sig til at tage imod kunder i den nye butik fredag 17. september kl. 13., hvor der vil blive serveret kaffe og kage samt en lille sød overraskelse til børnene.