Butiksledelse med hoved, hjerte - og fødder!

Butiksledelse med hoved, hjerte - og fødder!

I dagene 9. - 11. februar satte 100 butiksledere fra Danmission Genbrug hinanden stævne på Nyborg Strand til Danmission Genbrug Lederseminar 2018. Det blev 3 dage med fokus på butiksledelse og udvikling af butikkerne kombineret med informationer om nyeste tiltag på området og Danmissions arbejde både ude og hjemme

Stemningen var god, da Danmission Genbrug for 4. gang afholdt det årlige Lederseminar på Nyborg Strand for ledere i Danmissions genbrugsbutikker. Som noget nyt var årets lederseminar udvidet med 1 dag, og det gav mere luft i programmet og bedre tid til drøftelser, refleksioner og erfaringsudveksling.

”Med Lederseminar 2018 ønsker vi at inspirere ind i butiksdriften og ledelsen heraf og samtidig give indblik i Danmissions arbejde, så vi også får det større perspektiv ind over,” fortæller udviklingskonsulent Linda Gamst Josefsen, der sammen med sine kolleger står bag kurset. ”Det er godt at mødes, høre hvad andre gør og tænker og få inputs og brugbare redskaber til ledelsesopgaven i butikken. Det giver os et fælles sprog og et fælles fundament, som vi kan bygge videre på,” fortsætter hun.

Mange væsentlige emner blev berørt på Lederseminaret så som: Teknik og tal, Danmissions synlighed i samfundet, frivillighed i genbrug, ledelse af en genbrugsbutik, best practice, året der er gået i Danmission og nye markedsføringsmaterialer til butikkerne. Undervejs var der gruppeopgaver, kaffepauser, middage, stræk-ben-pauser, gåtur og – ikke mindst – stomp-show fredag aften med deltagerne i hovedrollen! Med en engageret instruktør på scenen blev alle inviteret til at være med i 1-times trommeaktivitet, hvor murerbaljer og trommestikker fik det hele til at gå op i en højere enhed – til stor fornøjelse og morskab for alle.

”Ledelse af en genbrugsbutik bliver nemt ret alvorligt, og nogle gange trænger vi også til at få rørt lattermusklerne og grine sammen. Med sådan en stomp-aktivitet får vi en sjov og anderledes fælles oplevelse, der skaber samhørighed og giver en helt anden erfaring af vores slogan ”Sammen er vi Danmission”. Vi trommer hver især på bedste beskub, og ved fælles hjælp kommer det til at fungere godt og lyder af meget mere. Sådan er det også med ledelse af genbrugsbutikken,” siger Linda Gamst Josefsen.

Der er ingen tvivl om, at alle deltagere på Lederseminar 2018 fik noget med sig hjem til hverdagen i butikken – noget at bygge og tygge videre på. Og hvem ved: Måske bliver stomp den nye aktivitet på kommende personalemøder i genbrugsbutikkerne?