Coronabyggeri: To nye genbrugsbutikker på vej

Selvom Danmissions genbrugsbutikker lige nu holder lukket, er der fuld gang i opbygningen af to helt nye og moderne genbrugsbutikker i Aarhus og Svendborg.

 

Det lyder bøvlet, men det kan faktisk godt lade sig gøre at opbygge og indrette to helt nye genbrugsbutikker, selvom coronakrisen raser og de nationale restriktioner er skærpede. Det kræver blot, at der er stort fokus på planlægning og koordinering, så alle corona-restriktioner overholdes, mens der indrettes nye og moderne genbrugsbutikker i Svendborg på Vestergade 181 og ved Bazar Vest i Aarhus på Edwin Rahrs vej i den tidligere Lykkeskolen.

Det fortæller Tom Sand Egeskov, der er udviklingskonsulent i Danmission Genbrug, og som sammen med frivillige står for at opbygge og indrette den nye butik i Brabrand – Bazar Vest 

“Det er selvfølgelig begrænset, hvor mange vi kan være her samtidig. Det kræver en del koordinering, og det gør, at det vil tage lidt længere tid at blive klar, men det tager vi med. Det vigtigste er, at vi har en fælles energi og stor lyst til at kunne åbne en topmoderne og lækker genbrugsbutik”.  

I indretningen er der fokus på recycling og genbrug. Det ses fx i butikkens disk, der bl.a. er bygget op af klassiske stigereoler fra den gamle butik, som havde til huse i den bagerste del af Bazar Vest. Butikken kommer til at byde på møbler, ting & sager og et stort udvalg af tøj.  

Fotos fra den nye butik i Bazar Vest i Aarhus:

Fuld gang i forvandlingen i Svendborg  

Også i Svendborg er der tændt op under indretningskedlerne den nye og store genbrugsbutik, der åbner i dét, der tidligere var en Baby Sam. Astrid Skou Nyeng, der er udviklingskonsulent og sammen med frivillige sørger for at skabe en attraktiv genbrugsbutik, fortæller, at arbejdet skrider godt fremad: 

“Vi er selvfølgelig udfordrede på, at vi ikke kan være her så mange samtidigt, og at nogle frivillige har måtte melde fra pga. corona-situationenVi glæder os rigtig meget til, at vi kan slå dørene op og vise butikken frem. Vi knokler på, og glæder vi os meget over den store opbakning, vi møder, det betyder rigtigt meget”.  

Den nye butik vil byde på både møbler, ting & sager, tøj, og så vil der være særligt fokus på en børneafdeling. 

Der er altid plads til nye frivillige i Danmission Genbrug – vil du være med til at åbne vores to nye butikker? Læs mere og meld dig til – klik her  

Der er endnu ikke fastlagt, hvornår de to nye genbrugsbutikker kan åbne. Det afhænger bl.a. af de nationale corona-restriktioner.  

Fotos fra den nye butik i Svendborg:

FOTOS: Tom Sand Egeskov & Astrid Nyeng Skou