Danmission Genbrug i Espergærde genåbner

Fra venstre ses Zita, Birgit, Marie-France, Ruth og Hanne i selskab med Mathias og Joachim.

Peter Poulsen

Danmission Genbrug i Espergærde genåbner

Genbrugsbutikken i Espergærde Centret slår fredag den 28. september dørene op til en moderne butik med nye varer.

Lige nu er ihærdige frivillige i gang med at renovere Danmission Genbrug i Espergærde, der ligger i Espergærde Centret på Vestergade 5.

”Alt er revet ud af butikken, det eneste der skal genbrugs er disken og prøverummet. Det gamle inventar går videre til andre butikker, hvor det fx kan bruges på lagre. Opskriften på den nye butik lyder på masser af lys og luft,” siger Sten Åge Larsen, udviklingskonsulent i Danmission Genbrug.

Når Danmission Genbrug genåbner fredag 28. september kl. 13, så bliver det som en moderne genbrugsbutik anno 2018. I højsæde for butikkens nye indretning er luft mellem tingene, nye reoler og tøjstativer og bedre belysning.

Slut med hemmelig kælder

Desuden så bliver der en bedre nedgang til butikkens kælder, som mange kunder slet ikke ved eksisterer, fordi nedgangen har været gemt lidt væk.

”Kælderen vil nu ikke længere være hemmelig, nu kan man komme sikkert ned og se den fine bogafdeling. I kælderen har vi også optimeret de arbejdsstationer, hvor der sorteres tøj, bøger osv. Og med ny god belysning, så har vi sørget for, at de frivillige rent faktisk se hinanden og det, de laver”, siger Sten Åge Larsen.

Butikken har lige nu ca. 40 frivillige, 20 af dem har hjulpet med at renovere butikken. En uge har der været sat af til istandsættelsen, og processen har været så intens, at flere af de frivillige har drømt om malerpensler, reoler og lamper om natten. På trods af at butikken har været lukket, så har lokale kunder været forbi og indleveret ting. Så når butikken genåbner, bliver det også med nye varer.

Kom til genåbningsfest

Alle er velkomne til genåbning fredag kl. 13, hvor der vil blive serveret lidt godt til ganen. Leder af Danmission Genbrug, Jannie Zillig og udviklingskonsulent Sten Åge Larsen byder velkommen til de lokale kunder og takker de frivillige for deres store indsats.

Nuværende frivillige står klar til at byde kunder og nye frivillige velkommen i den nye moderne genbrugsbutik.

Overskuddet fra salget i butikken går til Danmissions velgørende arbejde i ind- og udland. Danmission støtter fx en syskole på Zanzibar, der uddanner kristne og muslimske kvinder, så de på sigt kan forsørge sig selv. Herhjemme driver Danmission bl.a. Mødestedet på Vesterbro i København til fordel for flygtninge og indvandrere.