Det bliver i familien - mød Johnny og Inge

Det bliver i familien - mød Johnny og Inge

Ægteparret Feldtsing bruger 98 % af deres tid som frivillige i Danmission Genbrug i Svenstrup. Sammen med butikkens dedikerede frivillige nyder de at være en del af en moderne og innovativ genbrugsbutik.

kirstine,  

Mød parret Inge Marie Feldtsing og Johnny Kim Feldtsing fra Svenstrup. De har som pensionister ladet arbejdslivet fortsætte for fuld skrue. De tilbringer næsten alle deres vågne timer i Danmission Genbrug i Svenstrup.

Men som de siger: ”Hvis vi ikke kunne lide det, så lod vi være, og så er det jo en fordel, at vi begge to er glade for det”.

Selvom det ofte er Johnny, der tager ordet, bliver der stille, da spørgsmålet om hvor mange år, parret har været gift, bliver stillet. Inge er dog klar med svaret. Og 26. oktober har parret været gift i 45 år.

Hvorfor har I valgt at være frivillige sammen?  

“Det kom bare lidt af sig selv. Jeg gik derhjemme på førtidspension på grund af en meget dårlig ryg. På et tidspunkt syntes Inge, at nu måtte det være nok. Nu måtte jeg ud og i gang. Så da vi så, at der skulle åbne en ny Danmission Genbrug i Svenstrup, så tænkte vi, at det var en god mulighed for at komme med helt fra starten”, fortæller Johnny og påpeger, at der næsten ikke er en skrue i butikken, som han ikke har været med til at skrue i.
“Jeg var stadigvæk på arbejdsmarkedet på det tidspunkt, hvor butikken skulle åbne. Dog kom jeg forbi nogle dage efter arbejde og hjalp lidt til. Da jeg selv gik på pension, ja så var det jo naturligt, at jeg skulle være frivillig i butikken. Jeg var jo nysgerrig på, hvad de gik og lavede”, fortæller Inge, som har været frivillig i Svenstrup Genbrug i fire år.

Hvad giver det jer at være frivillige sammen? 

“Vi har for mange år siden været selvstændige sammen, hvor vi havde et rengøringsfirma. Det er ikke unaturligt for os at arbejde sammen. Vi har det faktisk rigtig godt med det!”, fortæller Johnny.

Inge supplerer: “Det er jo ikke fordi, vi har de samme opgaver. Der kan gå flere timer mellem, vi ser hinanden på en dag, selvom vi arbejder det samme sted.”

Hvad er det særlige ved Svendstrup Genbrug? 

“Det har været meget specielt at få lov til at være med til at bygge butikken op. Og så er det en butik i rivende udvikling, hvor vi har 150-200 betalende kunder om dagen. Derudover, så har vi frie tøjler til at lave nye tiltag, hvis vi vil.  Vi har kun 25 frivillige, og vi skulle gerne have 90. Det vil sige, at de frivillige, der er, er helt vildt dedikerede – ellers ville det ikke kunne lade sig gøre“, pointerer Johnny.

Har I særlige regler for, om I må tale om genbrug derhjemme? 

“Det kan vi da nok ikke lade være med”, siger Inge grinende. Og fortsætter: “Nogle gange skal vi slå nogle varer op på nettet, som vi ikke har tid til i butikken.”

Johnny supplerer: “Ja, og jeg sidder og reparerer urer derhjemme, så det har vi ingen regler for. Det er en stor del af vores liv, så selvfølgelig taler vi om det”.

Hvor meget fylder frivillighed i jeres ægteskab? 

Inge tager ordet: “Det fylder 98%, så er der 2 procent til børnene”, siger hun grinende. Og så er det børn, som faktisk også kommer og hjælper i butikken ved lejlighed.

Ny serie: Det bliver i familien – mød to søstre fra Danmission Genbrug i Jægergårdsgade i Aarhus – klik her

URL: https://genbrug.danmission.dk/blog/det-bliver-i-familien-moed-johnny-og-inge/