67-årige Birgit Majlund blev “prikket”, da Danmission Genbrug i Ringkøbing holdt “Prikkeuge” og markerede “Frivillig Fredag”. Hun stod i kø i butikken og en mandlig kunde, der var ved at blive ekspederet, blev spurgt om han ikke kunne tænke sig at blive frivillig. Det mente, han dog at han var for gammel til og afslog.
“Jeg kunne mærke, at den kvindelige ekspedient flyttede blikket til mig, og det var egentlig nok. Jeg blev mødt af hendes søde spørgende øjne, og så spurgte jeg, hvad det var for opgaver, de manglede frivillige til,” fortæller Birgit Majlund.
Herefter gik det hurtigt, og Birgit blev inviteret til en snak og en kop kaffe med Alice Pedersen, der er en del af den daglige ledelse.
“Alice var meget sød og smilende og begyndte at fortælle om butikken og deres fællesskab. Hun gjorde det så fint og fortalte, hvor godt de har det med hinanden. Jeg kunne mærke, at jeg blev grebet. Det bobler helt indeni”.
De aftaler med det samme, at hun skal komme til sin første vagt om nogle uger, men da hun kom hjem kunne hun mærke, at hun slet ikke havde lyst til at vente så længe med at komme i gang.
“Jeg ringede og sagde, at jeg gerne vil komme allerede om mandagen, og nu har jeg haft min første vagt, og jeg er bare blevet taget så godt imod”.

Birgit Majlunds arbejdsopgaver på hendes ugentlige vagt er ganske klare, hun er bla. blevet hovedansvarlig for drengetøjet. Hun skal sørge for, at der er fyldt op med legetøj og at duge og sengetøj præsenterer sig godt.
“Alt er så organiseret i butikken, og der er orden, rent og pænt. Der er to ting, der tiltaler mig ved at være frivillig i lige netop en genbrugsbutik: Der er så mange ude i verden, der har brug for hjælp, og tanken om at genbruge og tænke grønt”.
Birgit Majlund, der er pensioneret, har gennem sit arbejdsliv været administrativ medarbejder i det offentlige.