En kæmpe tak til alle frivillige i Danmission Genbrug fra Zanzibar

En kæmpe tak til alle frivillige i Danmission Genbrug fra Zanzibar

Uden jeres hårde arbejde ude i butikkerne, ville vi i Danmission ikke kunne slå dørene op til et nyt center på Zanzibar. Den hvidkalkede bygning huser både en syskole for kristne og muslimske kvinder, en butik med tøj og en diplomuddannelse i dialog.

Den norske og den danske ambassade har givet et tilskud til køb og renovering af bygningen.

“Men uden det hårde arbejde, som I hver dag lægger i genbrugsbutikkerne herhjemme, ville der ikke have været penge nok til at rejse og drive stedet. Uden jer ville Danmission ikke kunne støtte de kristne og muslimske kvinder – og mænd – på Zanzibar til at leve fredeligt sammen. Så tusind tak for jeres engagement!”, lyder det for leder af Danmission Genbrug Torben Holm.

Download og læs hele takkebrevet her

Zanzibar er elsket af turister for de skønne solnedgange og fantastiske badestrande. Drenge og unge hygger sig på stranden, mens de øver sig på saltomortaler. Men under overfladen lurer konflikter om politik, penge og religion. Derfor arbejder Danmission med dialog på Zanzibar.

Kristne og muslimer lærer hinanden at kende

Kantate Chao, der er kristen og uddannet på syskolen Upendo, der er en del af det nyrenoverede dialogcenter, fortæller:

”Jeg har både lært at sy og lært muslimske kvinder at kende. Her kan jeg spørge om ting, jeg ikke forstår eller måske ligefrem er bange for, og muslimerne kan spørge mig.”

Solveig Petersen, der er frivillig i Danmissions genbrugsbutik i Rødovre, er for nylig kommet hjem fra Zanzibar, hvor hun var frivillig på syskolen Upendo. Hendes mand Erich Petersen, der ligeledes kommer fra Danmission Genbrug i Rødovre, har hjulpet med renoveringen af dialogcentret.

Læs mere om dialogcentret her og i artiklen “Dialog i tre etager” i Danmissions Magasin.