En passioneret butiksleder fylder 85

Lilly Strandsbjerg (tv) modtager blomster på medarbejdermødet d. 16.marts. Det er Tove Ekwall, der overrækker buketterne.

foto: Louis Møllerfors

En passioneret butiksleder fylder 85

I 22 år har Lilly Strandsbjerg været frivillig i Danmission Genbrug i Lyngby. Skuespiller Bodil Jørgensen var med, da butikken fejrede Lillys 85 år.

På Ulrikkenborg Plads i Lyngby er Lilly Strandsbjerg en afholdt butiksleder for 42 frivillige medarbejdere i Danmission Genbrug.

Lige siden, hun gik på efterløn i 1994, har hun følt, at genbrugsarbejdet var lige hende. Her kunne hun bruge både sin forretnings- og pædagoguddannelse samtidig med, at hun kunne gøre en forskel for andre.

”Man siger jo, at pædagoger lider af hensynsbetændelse og er der noget, man har brug for, når man leder 42 damer, så er det netop evnen til at tage hensyn. Men jeg nyder samtidig, at vi er så forskellige, og at vi kommer fra så mange forskellige erhverv. Og jeg nyder at være sammen med så mange søde damer, foruden alle vores kunder”, fortæller hun.

Hensynet gengældt

Til at dele sit liv og syn på genbrug på et medarbejdermøde i sidste uge, havde Lilly Strandsbjerg inviteret en af butikkens kunder, nemlig skuespilleren Bodil Jørgensen, der nu bor i Lyngby. Men at medarbejderne og Bodil Jørgensen havde planlagt at fejre Lilly Strandsbjergs 85-års fødselsdag samme formiddag, var hun slet ikke forberedt på.

”Det blev en stor oplevelse at høre Bodil Jørgensen og en formiddag, jeg aldrig glemmer,” siger hun.

Fra Strøget til ’modegenbrug’   

Lilly Strandsbjerg voksede op som en af fem søskende i en toværelses lejlighed i Hellerup. Hun tog handelsskoleeksamen og blev udlært i en finere skotøjsforretning på Strøget. Men følelsen af at være havnet på den forkerte hylde, lod hende begynde på den treårige barneplejeruddannelse, hvorefter hun arbejdede som pædagog frem til hun gik på efterløn i 1994.

Kirkens Genbrug, der senere blev til Danmission Genbrug i Lyngby, åbnede samme år, og Lilly Strandsbjerg var altså med fra begyndelsen. Det er nu mere end 22 år siden.

”Ingen kender dagen i morgen, men jeg tror på, at der er en, der står bag mig og giver mig styrken til at fortætte lang tid endnu. Jeg føler i hvert fald, at jeg stadig har meget at give videre,” siger hun og fortæller, hvordan moderniseringen af genbrugsbutikken på Ulrikkenborg Plads er med til at gøre hende stolt af sin arbejdsplads.

”Ofte møder jeg kunder ude i byen, og så spørger de: “nå Lilly ,hvordan går det i modegenbrug.”