Er du en prikker?

Er du en prikker?

Danskerne vil gerne være frivillige, men de skal helst spørges direkte for at sige ja! Få tips til, hvordan I kommer i gang i jeres butik.

kirstine,  

Der er rift om de danske frivillige og rigtig mange muligheder for at gøre en frivillig forskel rundt hos forskellige organisationer og foreninger. Det kan vi også mærke ude i vores genbrugsbutikker, hvor vi flere steder faktisk godt kunne bruge nogle flere til at være en del af holdet.

Derfor er der flere af vores butikker, der har udviklet en særlig prikketeknik!

Det er nemlig sådan, at der er flest, der engagerer sig som frivillige, når de bliver spurgt direkte.

Ansigt til ansigt.

Og måske gemmer der sig blandt butikkens kunder nye frivillige? Det viser erfaringer i hvert fald fra flere af vores butikker, der har fokus på at “prikke” og opfordre kunder til at blive en del af holdet.

Birgit Hansen fra Danmission Genbrug i Køge har god erfaring med at “prikke” til kunderne. Når hun spotter en kunde, der har “den rigtige alder”, så spørger hun interesseret ind til, hvad kunden får tiden til at gå med, har af interesser osv.

“Det er rigtig godt at indlede sådan en snak, når man står i kassen. Der er det naturligt at småsnakke og spørge, om de ikke har lyst til fx bare at give en halv dag af deres tid indimellem. Og der er nogen, der siger ja!” fortæller Birgit Hansen og uddyber:

“Jeg har slet ikke noget problem med at spørge, for de kan jo bare sige nej. Jeg tror, man skal turde at gå lidt frisk til dem, og så får man ofte nogle rigtig gode snakke”.

Senest prikkede Birgit Hansen til en yngre kvinde, der nu både er blevet frivillig i butikken, står for butikkens Facebookside og har startet en Instagram-konto for at profilere butikkens mange fine varer.

URL: https://genbrug.danmission.dk/blog/er-du-en-prikker/