Flere end 100 frivillige endelig samlet til lederseminar i Danmission Genbrug

Efter to år med corona-aflysninger og langt mellem sociale aktiviteter kunne flere end 100 af Danmissions frivillige butiksledere endelig mødes til to dage med fællesskab, inspiration og glade gensyn på Hotel Nyborg Strand på Fyn.

“I er Danmissions hverdagshelte, der er med til at muliggøre Danmissions arbejde rundt om i verden”.

Sådan lød ordene fra Danmissions generalsekretær Kristian Sloth, da han indledte lederseminar for frivillige butiksledere på Hotel Nyborg Strand torsdag 21. april. 

112 frivillige butiksledere fra 41 af Danmissions genbrugsbutikker og 12 ansatte medarbejdere var samlet til to dage med fokus på udvikling, fællesskab og glade gensyn.  

Sidst Danmission Genbrug kunne samle frivillige butiksledere til lederseminar var i 2020. Lederseminaret afholdes normalt i februar, men i år blev det flyttet helt frem til april pga. corona. 

Kristian Sloth indledte det to dage lange seminar og takkede for de frivilliges store og uvurderlige indsats:    

“Efter to års nedlukning, som for manges vedkommende har været præget af lukkethed og tristhed, så vågner vi nu op til foråret. Selvom foråret er her, så vågner vi op til en verden, der ser meget anderledes ud. Der er krig i Ukraine og verdens fattigste lande er endnu mere pressede og demokratier er sat ud af spil. I Myanmar, hvor Danmission arbejder, er håbet slukket. Situationen er rigtig grum”.  

Generalsekretæren sluttede sin varme tak til alle de frivillige ildsjæle i Danmission Genbrug med ordene:  

“I er med til at skabe håb for mennesker og samfund, som ikke kan se håbet. Kære ildsjæle, kære hverdagshelte på vegne af vores partnere rundt om i verden, ledelsen og ansatte, tak for alt det, I gør”.  

Godt igennem krisen og fuld fart mod nye mål 

Jannie Zillig, leder af Danmission Genbrug, tog de fremmødte på en lyn-tur gennem de sidste to år, der fx har budt på corona-lukninger og genåbninger, men også på butiksfornyelser, butiksflytninger og åbning af nye butikker. I det kommende år, der allerede er i fuld gang, er der bl.a. fokus på fejring af Danmissions 200 års jubilæum, butiksfornyelser, rekruttering og fastholdelse af frivillige og meget mere.

“Stor tak for jeres gode energi og store indsats. Det er en fornøjelse at drive genbrugsbutikker sammen med jer,” sluttede Jannie Zillig sit indlæg.  

   

Frivillighed på dagsordenen   

Marie Baad Holdt fra konsulentvirksomheden Ingerfair fortalte om den frivilligundersøgelse, som blev foretaget blandt Danmissions frivillige i løbet af sidste år. Hun gav gode indspark til, hvordan trivsel og stolthed over arbejdet ude i butikkerne kan styrkes. 

I en efterfølgende workshop blev der sat fokus på, hvordan vi rekrutterer frivillige og får nye kollegaer godt ombord.  

Hotel Nyborg Strand summede af god stemning og glade gensyn. Kaffepauserne blev brugt til at udveksle erfaringer på kryds og tværs og skabe nye forbindelser.  

Nye forbindelser og gode input 

For tre frivillige fra Danmissions genbrugsbutik i Gjerlev, var det allerførste gang, at de var med til lederseminar:   

“Det er vigtigt at mærke, at vi er en del af noget større. Vi er en del af et stort interessefællesskab, og det får vi at mærke her. Vi kan mærke den fælles kurs, fortæller Vivi Terkildsen, der har været frivillig i knap et år i Gjerlev uden for Randers og fortsætter:  

“Vi er blevet inspireret til at gå hjem og arbejde med den måde, vi tager imod nye frivillige. Vi vil også rigtig gerne klædes bedre på til at fortælle vores kunder, om hvad det er for en sag, de støtter, når de handler hos os”.  

Vivi Terkildsen, Inger Madsen og Bodil Høgh Hansen fra Gjerlev.

 

Lørdag aften bød på fællesspisning, og et oplæg om Danmissions arbejde i Mellemøsten.

Aftenen blev sluttet af med fællessang og underholdning af foredragsholder Connie Svendsen, der med højt tempo og humor gav mange bud på, hvordan vi med enkle virkemidler kan øge arbejdsglæden i hverdagen i vores genbrugsbutikker. 

Fælles jubilæumsfejring venter forude 

På seminarets anden dag indledtes dagen med at sætte fokus på økonomi og regnskabsstyring i genbrugsbutikkerne, da Danmissions økonomichef Jan Tolstrup gav en grundig gennemgang af økonomien.

“I gør det rigtig godt, og I skal endelig blive ved med at gøre det, I gør,” lød opfordringen fra økonomichefen.

Herefter var igen tid for de mange frivillige til at trække i arbejdstøjet, da det blev tid til workshop om butiksudvikling. Her blev ideer og erfaringer udviklet og det store rum gav genlyd af gode ideer.  

“Vi håber, at I vil gå hjem og sætte gang i nogle af de her nye ideer,” sagde udviklingskonsulent Tom Sand Egeskov efter butikkerne havde haft gruppearbejde og idéudviklet. Flere butikker lod sig fx inspirere af at have fokus på “ugens fund” i butikken.  

Forude venter fejringen af Danmissions 200-års jubilæum, hvilket også bliver markeret ude i genbrugsbutikkerne med tre fælles udsalgsdage i 8., 9. og 10. juni.  Chef for kommunikation og engagement i Danmission, Michael Trinskjær, gav et overblik over de aktiviteter og kampagne-indsatser, der finder sted i forbindelse med fejringen. 

Læs mere om jubilæumsfejringen  – klik her