Frivillige giver to genbrugsbutikker ansigtsløft

Her ses en del af holdet af frivillige i genbrugsbutikken på Amagerbrogade.

Frivillige giver to genbrugsbutikker ansigtsløft

Danmission Genbrugs to butikker på Amagerbrogade 153 og Kongelundsvej 65 er lige nu i fuld gang med at blive renoveret. Opskriften lyder på lys og luft.

Lige nu er ihærdige frivillige i gang med at renovere den folkekirkelige organisation Danmissions to genbrugsbutikker på Amager. I højsæde for butikkernes nye indretning er luft mellem tingene, nye reoler og tøjstativer og bedre belysning. Alle tiltag der skal gøre hverdagen i butikken endnu bedre for de frivillige, og samtidig give de mange faste kunder en endnu bedre oplevelse.

Ingen genbrugslugt

”Der bliver svinget malerpensler, der kommer nyt inventar ind, som er blevet i overskud i nogle af vores andre butikker, der kommer mere lys og luft, og så giver vi butikkerne en ordentlig tur med rengøringskosten. Her er ingen genbrugslugt, når vi er færdige”, fortæller Sten Åge Larsen, der er udviklingskonsulent i Danmission Genbrug.

På trods af at butikkerne holder lukket, mens istandsættelsen står på, så kommer lokale kunder forbi og indleverer ting. Så når butikken genåbner, bliver det også med en masse nye varer.

Genbrug til gavn for andre

”I det hele taget er vi meget taknemmelige for den store opbakning, der er fra lokalbefolkningen. Det er utroligt, at vi bliver ved med at få så mange fine ting ind, som vi kan sælge til fordel for verdens fattigste,” siger Sten Åge Larsen.

Og netop muligheden for at gøre en forskel for andre, er én af de faktorer, der driver 68-årige Anette Ibsens frivillighed. Hun har været frivillig i genbrugsbutikken på Amagerbrogade de seneste fem år.

”For os går der sport i, hvor meget vi kan tjene. Vi forsøger hver dag at gøre det endnu bedre end dagen før”.

I den lille genbrugsbutik på Amagerbrogade, der drives af 10 frivillige, har de længe set frem til istandsættelsen.

”Vi har sådan glædet os til at give vores butik en kærlig hånd. Vi føler virkelig stærkt for butikken, det er vores butik. Vi er glade for, at der skal ske noget. Vi er meget glade for vores kunder, og går op i at give dem en god oplevelse, så det bliver dejligt at byde dem indenfor i nye rammer,” siger Anette Ibsen. Hun fortæller, at butikken som noget nyt fremover vil fokusere på dametøj.

Plads til flere i fællesskabet

De frivillige i butikken er mellem 60 og 80 år, og har vidt forskellige baggrunde. De tæller bl.a. to lægesekretærer, en tolder og en hjemmehjælper. Alle har de det tilfælles, at det sociale fællesskab i butikken, er den motor der driver deres frivillighed.

”Vi har det godt sammen, vi hygger os, griner sammen og sladre ikke om hinanden. Vi har alle et særligt hjerte for vores butik, men uden det sociale fællesskab, så var der ikke noget ved at være frivillig”, mener Anette Ibsen.

Hun og de andre frivillige i butikkerne på Amagerbrogade og Kongelundsvej står klar til at byde nye frivillige indenfor.

FAKTA:

Overskuddet fra salget i Danmission Genbrug går til velgørende arbejde i 12 lande i Asien, Afrika og Mellemøsten. Danmission støtter fx en syskole på Zanzibar, der uddanner kristne og muslimske kvinder, så de på sigt kan forsørge sig selv. Herhjemme driver Danmission bl.a. Mødestedet på Vesterbro i København til fordel for flygtninge og indvandrere.