Frivillige skifter plasticposerne ud med hjemmelavede stofposer

Frivillige skifter plasticposerne ud med hjemmelavede stofposer

Frivillige i Danmission Genbrug Vorupør vil være grønt forbillede for andre genbrugsbutikker. De forvandler duge, sengetøj, viskestykker og andre stofrester til nye og bæredygtige genbrugs-stofposer

Frederikke Engberg Larsen,  

Elsebeth Poulsen og Karen Pedersen
Foto: Grethe Dragsbæk

I Danmission Genbrug i Vorupør er flere frivillige i denne tid godt beskæftiget. Grethe Dragsbæk, frivilligkoordinator i Danmission, har nemlig fået en god idé. En idé, der har fået en lille håndfuld frivillige til symaskinerne – og en idé, der er til gavn for miljøet.

Den lille flok frivillige genbrugsdamer arbejder ca. 3-4 timer om dagen på at sy stofrester om til nye bæredygtige poser. De nye stofposer skal være et alternativ til den almindelige plasticpose for et mere miljørigtigt alternativ. Poserne koster fem kroner, og når posen er blevet for slidt, kan kunderne komme forbi og få byttet posen til en ny.

Frivillige tager den grønne omstilling i egen hånd 
Materialerne til genbrugsposerne bliver fremskaffet på bedste genbrugs-manér, og her spiller et godt netværk en stor rolle.

“Materialerne får vi fat i fra Danmissions genbrugsbutikker, fra rejser vi har været på, og ellers spørger vi vores familie og venner, om de har noget at bidrage med,” fortæller Grethe Dragsbæk.

De frivillige, der styrer projektet, består af Grethes mor, Elsebeth Poulsen, der er chef for butikken i Vorupør, Karen Pedersen, som er Grethes trofaste makker. Arbejdsgruppen har også brug for en kreativ sjæl, som de har fundet i Marianne Kracht, der også er butikkens kasserer. Derudover får Grethe Dragsbæk også stor hjælp af to andre af butikkens frivillige, Louise Krøyer og Ragnhild Nørgaard.
Motivationen for at skifte plasticposerne ud med ‘grønne’ genbrugsposer faldt ikke ned fra himlen, men skulle findes i det nære og med butikken, der ligger ud til Vesterhavet, fandt Grethe Dragsbæk svar.

“Vi befinder os jo ud til Vesterhavet, og vi ser alt det plastic, der skyller op på land. Så hvorfor ikke være forgangsbutik og prøve at løse problemet?”, fortæller Grethe Dragsbæk.

En fin, færdig genbrugspose

Grethe Dragsbæk, der gennem fjorten år har været frivillig for Danmission, er blevet inspireret til idéen på en rejse til Tyskland. Her lagde hun mærke til, at der er stor fokus på ikke at bruge plastic. I Tyskland er der pantsystem på poserne, og Grethe Dragsbæk har taget pantsystemet med sig hjem til Vorupør.

Rygtet om bæredygtige poser spreder sig i byen  
Den lille flok frivillige har været i gang i to måneder, og de har allerede produceret og solgt 50 bæredygtige stofposer til kunder i genbrugsbutikken.
Den gode idé har spredt sig i byen:

“Den lokale bager i byen hørte om projektet, og hun ville meget gerne være med på idéen. Hun har bestilt 50 stk., som vi er fuldt sving med at producere. Pengene vil gå til Danmission, og sådan er det med de projekter, jeg søsætter. Jeg fortæller om dem, og så giver jeg altid en lille historie om Danmission med,” siger Grethe Dragsbæk.

URL: https://genbrug.danmission.dk/blog/frivillige-skifter-plasticposerne-ud-med-hjemmelavede-stofposer/