Genbrugsbutikker klar til ny lov om plastikposer

Danmissions genbrugsbutikker er godt forberedte på ny lov, der skal nedsætte forbruget af plastikposer i detailhandelen. Langt størstedelen af Danmissions genbrugsbutikker er allerede helt plastikposefri med stor opbakning fra kunderne.

Fra 1. januar 2021 er der trådt nye regler i kraft, der forbyder detailbutikker at give kunderne deres varer i en gratis plastikpose. Kunderne skal minimum betale kr. 4 for en pose, og de helt tynde knitreposer, som fx bruges i grøntafdelinger og hos pizzeriaer, er helt forbudt.

For Danmissions genbrugsbutikker kommer den nye lovgivning ikke til at betyde den store forandringFor allerede 1. oktober sidste år lancerede vi nemlig et miljø-tiltag under sloganet “Plastik sviner – Genbrug posen”, der skal gøre vores butikker helt plastikposefri. Det er størstedelen allerede. Kunderne opfordres i stedet til at købe en hjemmesyet mulepose, som frivillige syr af genbrugsstof, eller medbringe deres egen pose eller indkøbsnet til at bære deres varer hjem i.    

Erfaringen, inden den seneste nedlukningsperiode, viser, at både kunder og frivillige har taget godt imod den miljøvenlige indsats. Det fortæller Jannie Zillig, der er leder af Danmission Genbrug og Salg:   

“Der har været rigtig stor opbakning fra både frivillige og kunder. Vi kan mærke, at alle er opsatte på at gøre en indsats for vores fælles klode og for at begrænse plastikforbruget. Vores frivillige er løsningsorienterede og har et godt forhold til kunderne. De steder, hvor man kommer til at mangle en større pose, der vil man helt sikkert finde en god alternativ løsning i form af en papkasse eller en hjælpende hånd ud til bilen”.   

Stor opbakning fra kunderne  

I én af Danmissions største genbrugsvarehuse i Svenstrup har det været ganske ukompliceret at overgå til at være plastikposefri. Det fortæller Jens Bæk, der er frivillig og en del af den daglige ledelse:

“Vi udfasede allerede bæreposer i marts sidste år, og det initiativ tog kunderne rigtig godt imod. De synes, det er rigtig dejligt, at vi ikke kun sælger genbrug, men også tænker på miljøet og bidrager til nedbringelse af plastikforbruget”.

Jens Bæk, frivillig i Svenstrup.

I den store butik har de nået at gøre sig gode erfaringer med at være plastikposefri, og meldingen er klar: “Langt de fleste kunder har deres egen pose med. Vi er også så heldige, at vi har en frivillig, der har påtaget sig at sy muleposer af genbrugsstof, som vi kan tilbyde kunderne at købe til at bære deres varer hjem i,” siger Jens Bæk.

Hos Danmissions butik på Hovedgaden i Brabrand har de nu solgt flere end 300 muleposer, som én af butikkens frivillige, Lisbeth Christensen, syr af duge, linned og andet stof-materiale fra butikken.    

“Det er rigtigt fint, at vi på den måde får genbrugt dét, vi alligevel ikke kan sælge,” siger Bodil Mejer, der er næstformand i butikkens bestyrelse og har været med som frivillig i omkring 15 år.

 

I butikken oplever de stor opbakning fra deres kunder til at droppe plastikposerne helt:   

“Kunderne har taget rigtig godt imod det og vil gerne købe muleposerne. Der er ingen tvivl om, at det er sivet ind hos mange – og især hos de unge – at vi sammen skal passe på miljøet. Vores kunder er meget begejstrede og indstillede på, at vi ikke mere bruger plastikposer,” siger hun og uddyber: ”Kommer der kunder ind, der lige skal have lidt information og oplyses om, at vi gør det her for miljøets skyld, så er vi selvfølgelig klar til at forklare dem det”.    

En stor del af Danmissions genbrugsbutikker tilbyder kunderne salg af hjemmesyede muleposer. På landsplan er der solgt flere end 2000 muleposer siden foråret. Muleposerne fås i forskellige størrelser og til priser ml. kr. 15-35. 

Som momsfritaget virksomhed må vi i Danmission Genbrug ikke kræve penge for plastikposer, så det vil det stadigt muligt i nogle af vores butikker at få udleveret en gratis Danmission-plastikpose fremstillet af genbrugsplast. Den mulighed udfases dog også i løbet af 2021.    

Læs meget mere om vores fælles indsats for at blive helt plastikpose-fri på www.danmission.dk/plastiksviner.