Generalsekretær og formand i praktik som hverdagshelte

I anledning af Frivillig Fredag skal Danmissions generalsekretær, Kristian Sloth og bestyrelsesformand, Morten Skrubbeltrang i praktik som hverdagshelte i to af Danmissions genbrugsbutikker.

Fredag 30. september er Danmarks nationaldag for frivillighed “Frivillig Fredag” og i Danmission markeres det bl.a. ved at sende generalsekretæren og bestyrelsesformanden i praktik i henholdsvis Danmission Genbrug i Rødovre og Danmission Genbrug Jægergårdsgade i Aarhus. 

Uden dedikerede frivillige kunne Danmission ikke drive organisationens 65 velgørende genbrugsbutikker og skabe et flot overskud, der gør en vigtig forskel for mennesker, lokalsamfund og kirker i Asien, Afrika og Mellemøsten. De omkring 2000, der får hjulene til at snurre i Danmission Genbrug, ynder generalsekretær, Kristian Sloth og formand Morten Skrubbeltrang at beskrive som hverdagshelte.   

Fredag 30. september på “Frivillig Fredag”, der er en landsdækkende begivenhed der fejres lokalt i kommuner, foreninger og organisationer landet over, skal generalsekretæren selv i praktik som hverdagshelt i Danmission Genbrug i Rødovre og formanden, der til daglig er sognepræst i Hasle Kirke, skal i praktik i Danmission Genbrug i Jægergårdsgade i midten af Aarhus.   

“Frivilligheden fortjener efter min mening at blive hyldet hver eneste dag, men nogle gange er det også godt at have en særlig anledning. Jeg ser frem til at give de frivillige et ekstra skulderklap og få indblik i, hvordan de gør i lige nøjagtig vores butik i Rødovre. Jeg ved, at vi i Danmission har Danmarks mest dedikerede frivillige, de er hverdagens uundværlige helte og gør en stor og vigtig forskel,” siger Kristian Sloth.  

Fra kl. 13-16 fredag 30. september er Kristian Sloth i praktik i butikken på Rødovrevej 124, hvor han bla. får opgaver i møbelafdelingen, porcelænsafdelingen, bag kassen, i tøjafdelingen og han skal være med til at pakke butikkens lastbil med varer. De forskellige opgaver skal han afprøve under kyndig vejledning af butikkens rutinerede frivillige. 

Fra kl. 11 og nogle timer frem fredag 30. september er Morten Skrubbeltrang i praktik i butikken på Jægergårdsgade 66 i Arhus, hvor han bla. får opgaver med at sortere og klargøre varer, stå bag kassen og forskellige andre opgaver i den populære genbrugsbutik. De forskellige opgaver skal han afprøve under kyndig vejledning af butikkens rutinerede frivillige.

 

Hvad er Frivillig Fredag? 

Frivillig Fredag er en landsdækkende begivenhed, der fejres lokalt. Over hele landet markeres Frivillig Fredag med et væld af aktiviteter og arrangementer. I 2021 blev Frivillig Fredag fejret i 88 kommuner i Danmark. Frivillig Fredag opstod i 2011, som en del af det Europæiske Frivillig-år, hvor daværende socialminister Benedikte Kiær udråbte den sidste fredag i september til Frivillig Fredag. Formålet med Frivillig Fredag er at vise kreativiteten, mangfoldigheden og engagementet i den frivillige verden. 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kom og bliv “prikket”

I flere af Danmissions genbrugsbutikker markerer vi Frivillig Fredag ved at holde en særlig “prikke-uge”, hvor vi opfordrer alle, der overvejer at blive en del af det frivillige fællesskab til at kigge forbi. Frivillige vil stå klar til at tage godt imod interesserede og fortælle mere om, hvad der er af muligheder som en del af holdet.