30 af Danmissions genbrugsbutikker klar til genåbning

Fra fredag 1. maj begynder Danmission at genåbne godt halvdelen af organisationens 72 genbrugsbutikker, der har været lukket siden 12. marts. Genåbningen vil ske kontrolleret – helt i overensstemmelse med myndighedernes anvisning og på en måde så både frivillige og kunder kan føle sig trygge.

Fredag 1. maj bliver det igen muligt at gøre genbrugskøb i en række af Danmissions 72 velgørende butikker. Genåbningen af butikkerne sker på de frivilliges præmisser og i et sikkert og roligt tempo.  Det fortæller Michael Trinskjær, der er kommunikationschef i Danmission:

“Som det ser ud lige nu, så er det godt halvdelen af vores 72 butikker, der åbner 1., 4. eller 5. maj, og resten følger efter i et kontrolleret tempo. Mange af butikkerne vil have reducerede åbningstider i starten af hensyn til de frivillige. I det hele taget tager vi det i et roligt tempo, så de frivillige bliver klædt godt på til opgaven med igen at modtage kunder under nogle anderledes forhold, end de er vant til”.

For helt i overensstemmelse med myndighedernes anvisninger og med særligt øje for både frivillige og kunder, så bliver butikkerne udstyret med de nødvendige værnemidler, som er blevet normalen i detailbutikkerne: Håndsprit ved indgangen, afstandsmarkører på gulvet og værn af plexiglas ved kasseapparatet.

Der vil være information til kunderne om butikkernes retningslinjer, ligesom der vil være skiltning der viser, hvor mange kunder, der må være i en butik ad gangen. I nogle butikker vil det også være anvist, hvilken vej man skal bevæge sig rundt.

I og med at størstedelen af de frivillige i genbrugsbutikkerne befinder sig i den særlige risikogruppe for coronavirus, så har Danmission valgt, at der skal være minimum 8 kvm pr. kunde og ikke 4 kvm, som er anbefalingen fra sundhedsmyndighederne.

Danmission Genbrug opfordrer også kunderne til at undgå at betale med kontanter, men i stedet betale med MobilePay eller betalingskort.

Frivillige klar til at tage fat igen

En stor del af genbrugsbutikkernes sædvanlige frivillige er klar til at tage fat igen, mens andre må blive hjemme for at værne ekstra om helbredet. For mange har perioden med nedlukning af butikken betydet, at de har måtte undvære deres sociale fællesskab og parkere alle de planer, de havde for aktiviteter i butikken. Det fortæller Jannie Zillig, der er leder af Danmission Genbrug & salg.

“De frivillige har savnet at være en del af et hyggeligt samvær, hvor man samles om at gøre gavn for andre. Og det har selvfølgelig været hårdt at følge med i, hvor meget omsætning hver enkelt butik har tabt i den her periode. De frivillige brænder for at gøre en forskel for de fattige ude i verden, som har alvorligt brug for hjælp, og de brænder for at holde deres fællesskab og lokalmiljø i live. Det har jo været stort set umuligt i en lang periode, siger hun og uddyber:

“Så vi er glade for, at vi så småt kan begynde at genåbne og igen få gang i genbrugssalget. Det er selvfølgeligt vigtigt at understrege, at der ikke er nogen frivillige, der skal føle sig pressede til at komme i butikken, før de er klar til det. Vi har stor forståelse for, at mange har behov for at se den kommende tid an”.

Stor opbakning

Genbrugsbutikkerne er blevet mødt med stor opbakning fra kunderne i den periode, hvor de har måtte holde lukket. Det fortæller Tom Sand Egeskov, der er udviklingskonsulent for organisationens butikker i Nordjylland:

“Vi har haft kunder, der har henvendt sig, fordi de ville donere ting til os, kunder der har udset sig ting i vores udstillingsvinduer, og kunder der har købt varer via vores butikkers Facebooksider. Flere kunder har også benyttet sig af muligheden for at købe gavekort til vores butikker. Stor tak for den lokale opbakning, nu glæder vi os til at komme i gang igen”.

Der er brug for hjælp

I og med at mange af butikkernes frivillige befinder sig i den særlige corona-risiko-gruppe, så mangler Danmission særlige corona-frivilige. Stik hovedet ind i din lokale butik og hør mere eller send en besked på butikkens Facebookside.

Find din lokale butik på Facebook, søg på “Danmission Genbrug og bynavn” fx Danmission Genbrug Middelfart og følg med i åbningstider.

Følgende butikker åbner 1. maj:  

Jylland: 

Danmission Genbrug Svenstrup

Danmission Genbrug Hjørring

Danmission Genbrug Skive

Danmission Genbrug Nørresundby

Danmission Genbrug Egå

Danmission Genbrugsland Holstebro

Danmission Genbrug Kvaglund, Esbjerg

Danmission Genbrug Ringkøbing

Danmission Genbrug Silkeborg

Danmission Genbrug Tarm

Fyn:

Danmission Genbrug Faaborg

Danmission Genbrug Middelfart

Sjælland:

Danmission Genbrug Espergærde

Danmission Genbrug Ringsted

Danmission Genbrug Roskilde – Københavnsvej

Danmission Genbrug Køge

Danmission Genbrug Osted

Følgende butikker åbner 4. maj:

Jylland:

Danmission Genbrug Herning

Danmission Genbrug Hjallerup

Danmission Genbrug Viborg, Koldingvej

Danmission Genbrug Vildsund

Danmission Genbrug Rønde

Danmission Genbrug Ulstrup

Danmission Genbrug Vejle

Danmission Genbrug Haderslev

Fyn:

Danmission Genbrug Ringe

Sjælland:

Danmission Genbrug Amager Vest, Kongelundsvej

Bornholm:

Danmission Genbrug Aakirkeby

Følgende butikker åbner 5. maj: 

Jylland: 

Danmission Genbrug Vorupør

Danmission Genbrug Havdrup