”Hvordan gør du? Limer du det hele på én gang, Finn? Jeg gør det i flere omgange.”
Karla Gosvig kigger over skulderen på Finn Pedersen. Foran ham ligger en bunke fint foldede sider fra en gammel bibel. Der er to størrelser. Begge foldes på midten, og så limes en stor og en lille samme. Herefter trækker Finn Pedersen en guldtråd igennem dem og sætter en træperle fast foroven. Så er englen færdig.
”Vi gør det vist alle sammen forskelligt. Men det er jo et frit land, vi lever i, så vi kan gøre, som vi vil. Når bare resultatet er rigtigt, kan det jo være lige meget, hvordan vi når frem til det,” siger Inge Henriksen med et smil, og Bodil Jensen, Karla Gosvig og Lisbeth Christensen nikker.
Juletid er engletid
Samtalen flyder hen over bordet i baglokalet til Danmissions genbrugsbutik på Brabrand Hovedgade lidt uden for Aarhus. Lokalet rummer et lille tekøkken og er fyldt med reoler med glas, kaffestel, vaser og urtepotteskjulere. Der sælges meget husgeråd i butikken, og der er godt styr på tingene. Varerne bliver sorteret, ordnet og prismærket, før de sættes ud, og vinduesudstillingerne skiftes næsten hver onsdag, når Inge Henriksen har vagt. Finn Pedersen og hans veninde Bodil Jensen er også en del af onsdagsholdet, der i spøg omtaler sig selv som ”familien”. De mødes som oftest før åbningstid og får en tår kaffe med brød til.
”Jeg kalder genbrugsbutikken er min livline. Jeg kan godt lide at gøre en forskel, men det sociale betyder også meget,” siger Inge Henriksen.
”Og du betyder meget for butikken, Inge. Du er den af os, der er bedst til at bruge dine hænder. Det udstillingsvindue, du lavede, da kronprinsen fyldte 50, var særlig fint,” roser Lisbeth Christensen.
Fødselsdagsudstillingen er skiftet ud med to nye udstillinger, en med rejser som tema og en med studentertema. Det er juni, og der er godt salg i sommertøj og rejsebøger. Men om et halvt år er det adventstid, og så er det julegaver og julepynt, der ryger over disken. Forhåbentlig også englene, som de frivillige folder af siderne fra gamle salmebøger og bibler, som er blevet indleveret til butikken.
”Vi kan ikke sælge ret mange af de gamle bibler og salmebøger. Nogle er med gotisk skrift, og det kan næsten ingen jo læse,” siger Karla Gosvig.

Julen er mere end nisser
Det var Karla Gosvig, som sammen med sin mand etablerede genbrugsbutikken for 27 år siden. Henry fik ideen til butikken, og efter hans død fortsatte Karla sit engagement.
”Det giver god mening at bruge sine kræfter et sted, hvor man ved, at det gør gavn, og selvfølgelig betyder det kristne også noget. Det er da skønt, at vi kan lave noget andet julepynt end nisser,” siger hun og tilføjer, at hun også sidder i Danmissions repræsentantskab.
”Jeg tror, at jeg vil tage 40-50 engle med til Danmission repræsentantskabsmøde og lave en lille englebod,” siger hun og rækker ud efter limen, der står foran hende på bordet sammen med en rulle guldtråd. Ved siden af ligger en pose træperler og et par sakse.
”Ja, det gælder om at få dem ud at flyve,” siger Finn Pedersen. ”Jeg har lavet 30 på en aften, men så arbejdede jeg også uafbrudt i 2½ timer,” tilføjer han, mens han trækker en guldtråd gennem nålen.
”Jeg har lavet 40 på en aften. Der kan laves mange engle i de her fodboldtider,” supplerer Lisbeth Christensen. ”Jeg kan ikke sidde stille en hel fodboldkamp. Så det passer perfekt at sidde og folde engle. Når jeg så hører et jubelbrøl, kommer jeg hen og ser målet i langsom gengivelse.”
Og snakken går
Det var Inge Henriksen, der oprindeligt fik ideen til at englene. Hun havde set, at Danmission i forbindelse med Luciaindsamlingen og lokale julebasarer sælger engle produceret i bl.a. Bangladesh og Tanzania. Ved en basar i hendes lokale kirke blev der solgt foldede papirengle – også til fordel for Danmissions arbejde. Hendes veninde, der var medarrangør af basaren, lærte hende at folde engle, og da de andre frivillige i Danmissions butik hørte om det, bad de Inge om at lave et engleværksted, hvor hun kunne lære kunsten fra sig. Det tog et par timer. Så var de andre så godt som færdiguddannede englemagere. Siden har de mødtes et par gange og lavet engle sammen, men ellers sidder de hver især derhjemme og folder – hver med sin teknik.
Denne dag, hvor de er samlet, går snakken, og de sammenligner teknik og udveksler tips og taler om alt fra deres nyeste rejseoplevelser til skoletiden, hvor gotiske bogstaver og salmevers ikke var helt ukendte indslag i skoledagen.
”Prøv at se denne her. Den har endda været guldrandet. Jeg tror, at det er fra Femte Mosebog,” siger Karla Gosvig og holder en side op, som hun skal i gang med at folde.
”Hvis du begynder at læse teksten, får du da aldrig foldet nogen engle,” griner Lisbeth Christensen.
Målet er at lave 1.000 engle, som skal sælges som en del af Danmissions Luciaindsamling, og fristen er sat til september.
”Hvor mange engle er vi oppe på?” spørger Inge. Karla regner efter og når frem til, at den lille flok englemagere tilsammen har lavet omkring 900.
”Så er vi jo snart færdige. Med alle de fodbold-VM-kampe her i sommer, skal jeg nok få lavet mindst 50 mere,” siger Lisbeth.
På Danmissions hjemmeside kan du se, hvordan du selv folder de fine engle af gamle bogsider. Ring eller skriv til Tom Bangslund Hansen, netværkskoordinator i Danmission, hvis du vil høre mere om englene, og hvordan din genbrugsbutik eller basar kan folde og sælge de fine engle. Tom træffes på 41 999 330 eller tbh@danmission.dk.