Årets højdespringer er fra Husum

De frivillige i Danmission Genbrug Husum og deres genbrugsbutik blev i weekenden kåret som ”Årets Højdespringer”, som den af Danmissions 72 genbrugsbutikker, der i 2019 har oplevet størst vækst.

Der var stor glæde og overraskelse at spore, da Danmission Genbrug Husum i weekenden blev kåret til Årets Højdespringer. Butikken og dens frivillige fik prisen, fordi den er den af Danmissions 72 genbrugsbutikker, der i 2019 har opnået størst vækst.

De tre frivillige fra Husum, der modtog prisen ved et årligt seminar for frivillige butiksledere i Danmission Genbrug, var meget overraskede:

”Jeg kan slet ikke forstå det. Vi vidste godt, at det gik bedre, men vi er vildt overraskede! Stor tak til vores konsulent Henriette, der har skubbet på os og fik os i gang med at give butikken en kæmpe overhaling og oprydning”, lød det fra en rørt Helle Spangerup, der er frivillig butiksleder.

Det er i tæt samarbejde med deres udviklingskonsulent fra Danmission, at de frivillige har formået at få genbrugsbutikkens overskud til at stige med hele 215 %.

Og hemmeligheden og forklaringen bag den store fremgang er, at der er blevet ryddet op både i butikken og i baglokalerne, forklarede udviklingskonsulent Henriette Lind.

”Jeg mødte jer for små to år siden, og der var ingen kasserer, så først skulle vi have sat én på den post. Da vi så fik kigget i regnskaberne, kunne vi se, at der var nogle ting, vi kunne gøre noget ved og nogle udgifter, vi kunne skrue ned for. Men den største indsats har været oprydning. I har knoklet! Det er jeres fortjeneste, og det er så flot, at I har lavet det her kvantespring,” sagde Henriette Lind under prisoverrækkelsen.

Butikken i Husum har fået nye reoler, ny indretning og så er der ryddet op i usælgelige varer. Alt sammen medvirkende til, at butikken fremstår lys, indbydende og overskuelig til stor glæde for både frivillige og ikke mindst butikkens kunder.

Da butikken i Husum blev åbnet for 8 år siden, rykkede de ind i midlertidige lokaler. Dengang lød meldingen fra udlejeren, at bygningen skulle rives ned eller istandsættes inden for en kortere periode, fortæller Helle Spangerup:

”Det var meningen, at vi kun skulle være i lokalerne midlertidigt, og derfor har vi aldrig rigtigt fået os ordentligt indrettet. Vores disk byggede vi af en sengegavl, og alt var ret midlertidigt, fordi vi hele tiden har troet, at bygningen skulle rives ned”.

Men nu har butikken fået en overhaling:

”Vi besluttede os at lukke butikken ned i to dage, hvor vi ryddede op, fik nye reoler ind, sendte usælgelige varer videre i genbrugssystemet og har fået sådan en flot og overskuelig butik. Det er til stor glæde for både os og kunderne,” siger Helle Spangerup.

De frivillige har fået rigtigt travlt efter butikken er blevet moderniseret og nyindrettet, og derfor står de klar til at byde nye frivillige indenfor.

”Der er en super stemning blandt os frivillige, vi hygger os sammen, laver sjov og det smitter af på kunderne. Der er ingen tvivl, om at vores butik er et populært sted på Husum Torv og er blevet endnu mere populær efter istandsættelsen,” siger Helle Spangerup.

Helle og de andre frivillige holder et særligt Åbent Hus lørdag 28. marts, hvor interesserede kan kigge forbi og høre mere om, hvad man kan lave som frivillig.

Butikken mangler også frivillige til at sy muleposer af genbrugsstof, så har du en symaskine og lyst til at sy for en god sag, så kontakt Helle Spangerup i butikken.