Hurra for 2-årsdag og succes i Osted

Hurra for 2-årsdag og succes i Osted

Takket været dedikerede frivillige og vedholdne kunder er et sats blevet til en succes.

kirstine,  

Af Knud Poulsen, frivillig i Danmission Genbrug i Osted

Den 29. september er det allerede 2 år siden, at snoren blev klippet til Danmission Genbrug i Osted. Det var en satsning fra Danmissions side at åbne en butik på hele 1000 kvm. i en forholdsvis lille by som Osted.

Men det var en helt rigtig beslutning. Butikken blev hurtigt den mest sælgende Danmission butik på hele Sjælland, og det er den stadig. I 2017 solgte butikken genbrugsting for over 1,2 mill. Kr.

Dedikerede frivillige

Butikken drives udelukkende af frivillige kræfter. Fra starten havde over 30 kvinder og mænd meldt sig som frivillige. Og næsten alle er fortsat i butikken i dag.

En grund til butikkens succes er uden tvivl, at ordet kundeservice tages bogstaveligt af alle frivillige. Det har fra starten været en bærende ide, at kunderne skal føle sig særligt velkomne. Det skal være hyggeligt at komme i butikken, og derfor er omgangstonen uformel og afslappet. Og selvom de frivillige ikke er professionelle, får kunderne hjælp og vejledning.

Mange fornemme donationer

En anden årsag til butikkens succes er det meget store udvalg af fine genbrugsting. Mange har fundet ud af, at hvis de leder efter noget specielt, så er det her, det ofte findes.

Det er kun muligt takket være de mange flotte donationer, som butikken modtager stort set hver dag. De fleste kommer til butikken og afleverer tingene og får ofte en snak med de frivillige. Men butikken tilbyder også gratis at afhente møbler, blot de er i en stand, så de kan sælges i butikken.

Fra første åbningsdag strømmede kunder til butikken, de fleste fra lokalområdet, men også fra hele Sjælland. Og rigtig mange må i dag betegnes som stamkunder, der ofte kigger ind. Nogle gange efter en bestemt ting, men ofte for lige at se, om der er kommet noget nyt. Og det er der altid.

Kollegaer søges

Butikkens udvikling gør, at der er brug for flere frivillige. Var det noget for dig at blive frivillig i butikken? Der er mange forskellige arbejdsområder både for kvinder og mænd. Men ligeså vigtigt er det hyggelige samvær med andre frivillige, forskellige festligheder, kurser og studieture, osv. Og her er ingen klikedannelser, alle er lige og deres meninger bliver hørt. Kig ind og få en snak med butiksleder Knud Poulsen.

Fødselsdagen fejres med vore kunder

Butikken fødselsdag fejres fredag 28. september kl. 12 – 17 og lørdag den 29. september kl. 10 – 14 med 50% rabat på alle varer i butikken.

På selve fødselsdagen lørdag den 29. september byder vi på kaffe og småkager.

Overskuddet fra salget i butikken går til Danmissions velgørende arbejde i ind- og udland. Danmission støtter fx en syskole på Zanzibar, der uddanner kristne og muslimske kvinder, så de på sigt kan forsørge sig selv. Herhjemme driver Danmission bl.a. Mødestedet på Vesterbro i København til fordel for flygtninge og indvandrere.

URL: https://genbrug.danmission.dk/blog/hurra-for-2-aarsdag-og-succes-i-osted/