Husum-butik flytter 200 meter og åbner ny og endnu større butik

Husum-butik flytter 200 meter og åbner ny og endnu større butik

De frivillige i Danmission Genbrug Husum knokler for at gøre en helt ny og endnu større butik klar til de mange genbrugsglade kunder i lokalområdet. Danmission Genbrug Husum åbner på Frederikssundsvej 350-354, 2700 Brønshøj, hvor Garant Tæpper tidligere lå.

kirstine,  

I løbet af april 2022 slår Danmission Genbrug dørene op til en ny, stor og lækker genbrugsbutik i den tidligere Garant Tæpper.  Bygningen, hvor genbrugsbutikken har haft til huse, skal rives ned og erstattes af en stor beboelsesejendom med butikker i stueetagen. 

Butikken på den nye adresse byder på endnu flere kvadratmeter. Hele 400 kvm samt kælder giver mere plads til alle afdelinger.  Det fortæller udviklingskonsulent i Danmission Genbrug, Henning Lindgren:  

“Vi glæder os til at præsentere den nye butik, som nærmest kan betegnes som Genbrugs-himlen, vi kommer til at kunne tilbyde vores kunder alt, hvad man en genbrugs-entusiast drømmer om”. 

Som noget nyt vil der i butikkens nye kælderafdeling blive indrettet en hyggelig bogafdeling, hvor man kan sidde og læse bøger.  

“Vi vil fortsat have en flot bogafdeling, hvor alt er i alfabetisk orden. Vi har kunder, der kommer langvejs fra for at handle bøger hos os, og dem glæder vi os til at kunne give en ny oplevelse,” fortæller Henning Lindgren.  

Nye frivillige inviteres med i fællesskabet 

Med en ny stor og rummelig genbrugsbutik er der brug for endnu flere frivillige til at tage del i det daglige arbejde med at drive genbrugsbutik til fordel for fattige og udsatte i Afrika, Asien og Mellemøsten.  

“Vi glæder os rigtig meget til at invitere nye frivillige med i fællesskabet til at tage del i alt det spændende arbejde, der er forbundet med at åbne en helt ny butik,“ siger Henning Lindgren.  

Åbningsdatoen er endnu ikke helt fastlagt, men der arbejdes ihærdigt på at få butikken gjort klar, få hylder på varerne og gjort helt klar til at slå dørene op for genbrugssultne kunder. Til det er nye frivillige velkomne til at blive en del af det hyggelige fællesskab i butikken.  

“Vi har brug for dig, der kan lide at have med kunder at gøre, dig der kan lide at arbejde bag kulisserne med at sortere og tjekke varer, dig der er vild med indretning og dekoration, dig der har et særligt øje for genbrugsfund, og dig der vil være med til at gøre en vigtig forskel for andre. Og det ene udelukker absolut ikke det andet, her er plads til alle,” siger Helle Spangerup.  

Hun er frivillig butiksleder og har sammen med kollegaen Jane Canuc ansvar for at tage godt imod de nye frivillige, der melder sig til at blive en del af holdet.  

“Hvis man har lyst til at høre mere, så skal man endelig tage kontakt. Selvom der er nok at se til, har vi altid tid til en kop kaffe og en snak,” siger Helle Spangerup.  

 

Helle kan kontaktes på tlf. 22 54 88 76 eller man kan melde sig på www.genbrug.danmission.dk/frivillig 

 

 

URL: https://genbrug.danmission.dk/blog/husum-butik-flytter-200-meter-og-aabner-ny-og-endnu-stoerre-butik/