“Jeg er stolt over at være en del af holdet” 

“Jeg er stolt over at være en del af holdet”

75-årige Ulla Eriksens børn og venner synes hun bruger lige rigeligt med tid som frivillig i Danmission Genbrug på Thriges Plads. Selv beskriver hun det som, at hun slet ikke kan undvære at være en del af det meningsfulde fællesskab i butikken.

Nogle gange kan Ulla Eriksen finde på at tage en ekstra vagt i genbrugsbutikken på Thriges Plads i Odense, når hun synes alenetiden derhjemme bliver lidt for lang. For i butikken får hun alt det, hun savnede efter hun gik på pension: Fællesskab, gode snakke og grin og følelsen af at gøre en vigtig forskel.   

“Jeg er så glad for at være frivillig i butikken. Jeg arbejder tre dage om ugen, og nogle gange tænker jeg, at jeg ikke gider at være hjemme, og så tager jeg en ekstra vagt”.  

Ulla Eriksen bor tæt på butikken – bare 10 minutters gang – og hun nyder, at hun nemt kan slå vejen forbi:  

“Så får jeg også motion, og jeg får motion af at gå rundt i vores store forretning.  

Godt samarbejde og stolthed  

Efter et langt arbejdsliv kunne Ulla Eriksen mærke, at hun var klar til at prøve noget nyt.  

“Lige pludselig en dag tænkte jeg, at nu skulle det være og så sprang jeg til. Jeg var kunde i butikken inden og elsker at gå i genbrugsbutikker. Jeg begyndte i kassen, men efter vi startede op igen efter corona-nedlukninger, ville jeg gerne ud på lageret med isenkram, prissætning og sortering af varer”. 

Ulla Eriksen har været en del af holdet af frivillige siden 2018, og hun nyder at være en del af det hyggelige og kollegiale fællesskab, der er i butikken.  

“Vi har sådant et godt samarbejde. Det er det vigtigste for mig. Vi får meget ros af kunderne for vores butik. Det giver en stolthed over at være en del af holdet. Og så gør man jo lidt mere, når man får ros,” siger Ulla Eriksen med latter i stemmen.  

Hendes frivillige engagement er også drevet af, at hun ved, at overskuddet fra butikken går til Danmissions arbejde med at styrke kirker, skabe dialog og fred og beskytte natur og miljø i Asien, Afrika og Mellemøsten.  

“Det er vigtigt for mig, at vi støtter Danmissions arbejde – og kan hjælpe mennesker med at skabe en ny start”.  

Selvom Ulla Eriksen nogle gange må lægge ører til, at familie og venner, synes hun bruger lidt for meget tid i genbrugsbutikken i stedet for at være sammen med dem, så agter hun ikke at skrue ned for engagementet:  

“Jeg skal nok nå, hvad jeg skal nå – det bestemmer jeg heldigvis selv,” siger Ulla Eriksen og pointerer:  

“Jeg har agter at blive ind til, jeg ikke kan mere, og det er der heldigvis længe til”.