Kendt skuespiller er ny frivillig i Danmission Genbrug

Kendt skuespiller er ny frivillig i Danmission Genbrug

Coronakrisen gjorde skuespiller Lone Hertz rastløst, derfor meldte hun sig som frivillig i Danmission Genbrug i Rødovre. Nu er rastløsheden afløst af butiks-travlhed, nye bekendtskaber og en god følelse af at gøre gavn for andre.

kirstine,  

I takt med at Danmark blev lukket ned for at bremse corona-smitten, så blev de foredrag som 81-årige Lone Hertz havde i kalenderen også aflyst.   

“Jeg var meget rastløst, og så havde jeg tid!”, fortæller Lone Hertz og fortsætter:   

“Jeg har et inderligt forhold til Danmission, og jeg har set den store forskel organisationen gør for mennesker ude i verden på de mange rejser, jeg har været på for at kunne holde oplysningsforedrag for Danmission. Da jeg så en annonce på Facebook med, at der var brug for corona-frivillige til at hjælpe med at genåbne genbrugsbutikkerne, så tilbød jeg med glæde min hjælp”.   

Nu er skuespillerinden blevet en fast del af holdet af frivillige i Danmission Genbrug i Rødovre, og det passer hende rigtig godt:   

“Jeg er blevet en del af et godt fællesskab. Jeg har fået en lille familie i butikken. Vi har et fælles mål, og det giver et særligt ejerskab til forretningen. Jeg kan mærke, at jeg bliver ærekær og går meget op i, hvor meget der bliver solgt for – penge, som så kan sendes ud i verden,” fortæller hun og uddyber:  

“Vi har meget travlt i butikken, og der er meget at gøre. Man drømmer ikke om, hvor mange ekspeditioner, der ligger bag tallene, når dagens omsætning gøres op. Det er mange små ekspeditioner, der giver de store tal”.  

Giver anbefalingen videre

I genbrugsbutikken er Lone Hertz at finde bag disken, men hun har også kastet sig ud i at lave et særligt musikrum i butikkens kælderetage.   

“Jeg er ved at sortere en masse LP’er, der kommer fra dødsbo”.   

I butikken tager flere unge også en tjans som frivillige, og det er kærkomment:   

“Jeg ved ikke, hvad vi skulle gøre uden dem. De har så gode kræfter!”.   

For Lone Hertz er indsatsen i genbrugsbutikken blevet til mere end bare en midlertidig indsats under coronakrisen:   

“Jeg får nogle gode oplevelser, som jeg ikke kan få andre steder. Som frivillig får man også bedre samvittighed for jeg ved jo, at pengene, vi tjener i genbrugsbutikken, kommer fattige til gavn. Jeg vil virkelige anbefale at blive frivillig i Danmission Genbrug til folk som går på efterløn eller pension”. 

Vil du, eller kender du én, der vil hjælpe som frivillig i én af vores 72 genbrugsbutikker? Så se mere her

 Lone Hertz og Danmission: 

Gennem mange år har Lone Hertz været engageret i Danmissions sag og holdt foredrag om organisationens arbejde. Hun har selv været ude i verden og opleve fx arbejdet for at skabe dialog mellem forskellige religioner, som Danmission står bag sammen med lokale partnere i Mellemøsten.   

 FOTO: Carsten Villadsen 

 

URL: https://genbrug.danmission.dk/blog/kendt-skuespiller-er-ny-frivillig-i-danmission-genbrug/