Nyt materiale til nye og nuværende frivillige i Danmission Genbrug  

Nyt materiale til nye og nuværende frivillige i Danmission Genbrug

Med ny Frivilligmappe får frivillige i Danmissions genbrugsbutikker hjælp til hverdagen i butikken, viden om Danmission og hjælp til at tage godt imod nye frivillige.

Kommer SKAT efter os, hvis vi syr en dug om til hagesmække og sælger dem i vores butik? Må jeg som frivillig købe varer, inden de bliver sat ud i butikken? Hvordan forebygger man butikstyveri? Og hvorfor skal jeg underskrive en Frivilligaftale for at arbejde i en genbrugsbutik?

Det og meget andet kan man få svar på i vores nye Frivilligmappe, som skal være med til at tage godt imod nye frivillige og gøre hverdagen nemmere i Danmission Genbrug. Mappen har også anbefalinger til arbejdsgange i genbrugsbutikker og et nyt velkomstmateriale til frivillige.

I løbet af de kommende måneder vil både nye og nuværende frivillige i Danmissions 78 genbrugsbutikker således blive mødt af dem nye Frivilligmappe, der består af:

  • En Butikshåndbog med anbefalinger til hverdagen og arbejdsgange i butikken
  • Et Frivilligmagasin, der giver en grundig introduktion til, hvad Danmission er for en organisation, hvordan man som frivillig er med til at hjælpe fattige og udsatte, og hvad Danmission kan tilbyde den frivillige.
  • En lovpligtig Frivilligaftale, som alle nuværende og nye frivillige skal underskrive.

Jannie Zillig, der er leder af Danmission Genbrug, siger om baggrunden for materialet:

“Mange butikker har efterspurgt et materiale, der både oplyser om arbejdsgange og politikker i butikken. Nu har vi erfaringer og anbefalinger fra arbejdet ude i 78 genbrugsbutikker samlet i én Butikshåndbog. Det håber vi vil blive et godt arbejdsværktøj for butikkerne i deres hverdag.”

Det nye materiale er også et vigtigt skridt i arbejdet med at få endnu flere til at blive frivillige i Danmission Genbrug, fortæller Jannie Zillig.

“Med den nye Frivilligmappe får vi for første gang i Danmission Genbrugs historie et samlet introduktionsmateriale til vores frivillige. Et materiale, der skal være med til at klæde vores frivillige godt på til at være en del af lige netop Danmission Genbrug.”

I de kommende måneder vil udviklingskonsulenterne komme rundt til butikkerne og gennemgå materialet med de frivillige.