Udviklingsminister hylder frivillige

Udviklingsminister hylder frivillige

Det nytter! Sådan lød budskabet fra udviklingsminister Flemming Møller Mortensen, da han i fredags besøgte Danmission Genbrug i Randers og anerkendte de frivillige, for den store forskel de er med til at gøre for verdens fattigste.

kirstine,  

Fællesnævneren for de flere end tyve frivillige i Danmission Genbrug i Randers er at gøre en forskel for andre. Med deres ihærdige indsats for at sælge genbrugsvarer, præsentere dem flot på hylderne og tage sig godt af butikkens kunder, er de med til at gøre en mærkbar forskel for udsatte mennesker i lande som fx Libanon, Tanzania og Myanmar.  

Fredag sidst på eftermiddagen lagde Danmarks udviklingsminister, Flemming Møller Mortensen, vejen forbi butikken for at hylde de frivillige for deres indsats i genbrugsbutikken.   

To af butikkens frivillige, Anny Walbro og Aase Hermansen, viste ministeren rundt og modtog på vegne af alle frivillige i Danmission Genbrug et diplom fra ministeren.  

“Det her mener jeg fra hjertet: Tak til jer. Jeg ved fra mine egne oplevelser, hvor stor en hjælp I giver til mange af dem, der i den grad har brug for hjælp. Så det nytter noget! Hver gang I går på arbejde her i butikken, så skal I bare vide, at vi er nogle – også inde i regeringen og i ministerierne – som tænker på jer,” sagde Flemming Møller Mortensen, da han overrakte diplomet. 

Udviklingsministeren var som ung sygeplejerske udsendt til et hospital for spedalske i Indien. Her stødte han også på Danmissions arbejde og daværende missionær, Janne Garder, der ifølge ham selv, hjalp ham med at finde sig til rette med det frivillige hjælpearbejde i Indien.   

Stolte frivillige 

Det var to af butikkens frivillige, Anny Walbro og Aase Hermansen, der modtog diplomet med stolthed og ydmyghed:  

“Det er rigtig dejligt at blive anerkendt for vores frivillige arbejde, og diplomet skal helt sikkert op og hænge i butikken,” fortæller Aase Hermansen og Anny Walbro supplerer:  

“Det giver virkeligt et boost til os, der er frivillige. Vi er beærede over, at han lige netop kom forbi i vores butik. Han burde komme forbi alle Danmissions genbrugsbutikker, for vi er alle med til at gøre en forskel. Det er godt at mærke, at vi har en regering, der påskønner genbrug, og det er meget fint, at vi ligefrem får besøg af en minister”. 

Genbrugsglad minister 

Det var Anny Walbro og Aase Hermansen, der sørgede for at vise udviklingsministeren rundt i den store og moderne genbrugsbutik.  

“Han var meget interesseret i at høre om hele butikkens fødekæde, hvordan vi får varer ind og han gav sig virkelig god tid til at se det hele. Der er ingen tvivl, om at han er meget glad for genbrug, og han fortalte, at han selv bor med genbrug,” fortæller Anny Walbro.   

Butikkens indretning og de frivilliges sans for at præsentere varerne flot, gjorde indtryk på den genbrugsglade minister:  

“Han var meget imponeret over, at vi pudser alt vores sølvtøj. Ministeren var benovet over, at vi gør så meget ud af det. Han lagde også mærke til, at alt vores tøj er rent, pænt og strøget,” siger Aase Hermansen.  

Anerkendelse motiverer 

Aase Hermansen og Anny Walbros engagement som frivillige er drevet af, at de er med til at gøre en forskel for mennesker, der lever et usikkert liv, hvor fred, rettigheder og uddannelse ikke er noget, man kan tage for givet.  

“Det er ikke noget, vi taler om, hver gang vi er på arbejde i butikken, men der er ingen tvivl, om at det at gøre en forskel for andre, betyder meget for os. Det prioriterer jeg selv virkelig højt. Det er grunden til, at jeg har været med så længe. Vi sætter pris på at samle penge sammen til dem, der har allermest brug for det. Det er selvfølgelig virkelig dejligt, at vi bliver anerkendt for det – også når anerkendelsen kommer fra en minister,” siger Anny Walbro.  

Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen modtog en hjemmesyet mulepose, der er syet af butikkens frivillige. I Danmission Genbrug er plastikposerne droppet, og i stedet tilbydes kunderne at købe en mulepose syet af genbrugsstof som lagner, linned, tøj etc. Her overrækker udviklingskonsulent Tom Sand Egeskov ministeren en mulepose. I baggrunden Jannie Zillig, leder af Danmission Genbrug. 

Som minister for dansk udviklingsarbejde, Danida, kender Flemming Møller Mortensen allerede til Danmissions Danida-støttede indsatser ude i verden fx med dialog og fredsskabelse i Syrien, Cambodja og Myanmar.   

 

URL: https://genbrug.danmission.dk/blog/udviklingsminister-hylder-frivillige/