Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Gamle møbler og nyt livsmod

Gamle møbler og nyt livsmod

I Danmission Genbrug i Vejle bugner butikken af tøj, porcelæn og møbler i metervis, men også af livsmod og
latter. For her er det muligt at gøre en god handel, hvad enten man er ude efter genbrugsfund eller en ny
start på livet.

 
Af Kirstine Thye Skovhøj, journalist

Duften af kaffe siver ud i det store butikslokale og blander sig med lyden af ivrige stemmer og travle hænder. Det er lørdag først på formiddagen og dørene til Danmissions nye genbrugsbutik i Vejle er netop blevet åbnet.

Bettina Vestergaard, der er praktikant i butikken med personaleudvikling som arbejdsområde, tager stolt imod. Siden den 1400 kvadratmeter store butik åbnede i marts, har hun sammen med mange andre frivillige arbejdet ihærdigt for at få den nye genbrugsbutik godt fra start.

Tro, håb og kærlighed

„Vi er efterhånden blevet 45 medarbejdere, men vi vil gerne op på omkring 70. Det er jo en stor butik, og vi har travlt,“ siger Bettina Vestergaard, der sammen med konsulent i Danmission Genbrug Pia Plet har det overordnede ansvar for personalegruppen.
„Jeg har været ude af arbejdsmarkedet et stykke tid på grund af sygdom, men jeg har mange års erfaring med forskellige personalegrupper og personaleudvikling. Den personalegruppe, vi har her, er præget af værdier som tro, håb og kærlighed, og det skaber en godt arbejdsmiljø med plads til alle,“ forklarer Bettina Vestergaard.
42-årige Kenneth Gregersen er der i den grad plads til. Han har fået sit eget værksted ude på lageret og har hurtigt formået at gøre sig selv og sine evner uundværlige i butikken. Kenneth Gregersen er uddannet ejendomsfunktionær, men har i en årrække været førtidspensionist.
„Jeg så i den lokale avis, at Danmission søgte frivillige og gik til informationsmøde i januar, og siden har jeg næsten været her hver dag,“ siger Kenneth Gregersen med et bredt smil og bøjer sig igen over den lampe, han er ved at reparere. Han er godt tilfreds med at have fået titlen som pedel og med at være ham, der har styr på butikkens avancerede alarmsystem, på kasseapparatet og som altid har et bud på, hvordan noget kan repareres.
„Jeg bor kun 700 meter herfra, så jeg har lidt svært ved at holde mig væk. Men nu har Bettina altså sagt til mig, at jeg skal sørge for at holde fri om søndagen. Jeg kan bare ikke lade være med at gå herover og se, om alt er, som det skal være,“ siger Kenneth Gregersen, mens han koncentreret arbejder videre uden at flytte blikket fra lampen.

Han er fast inventar

58-årige Chris Buhl er fast inventar i butikkens møbelafdeling. Han har i en årrække arbejdet som flyttemand og har en passioneret interesse for ældre møbler.
„Det er et godt solidt bord. Det fylder noget, men I kan sagtens have det bagi i bilen, hvis I kører med bagagerummet åbent,“ siger Chris Buhl til to kunder, der har set sig varmt på et flere hundrede kilo tungt sofabord i marmor. Han har ansvar for at prissætte møblerne og reparere dem, der trænger til en opfriskning, inden de kommer til salg, og så har han på eget initiativ netop stiftet en sportsafdeling i butikken.
„Chris kan sælge sand i Sahara, og så er han altid fuld af gode ideer,“ fortæller Bettina Vestergaard og slår den ene arm kærligt om Chris. Han er frivillig i genbrugsbutikken godt 20 timer om ugen, og ser det frivillige arbejde som et springbræt tilbage på arbejdsmarkedet.
„Jeg har været sygemeldt med en depression i en lang periode, men ved at arbejde her kan jeg teste, hvor meget jeg egentlig kan holde til. Og så hjælper det også gevaldigt på humøret at være sammen med de andre,“ forklarer han.

GB_frivillig

Nye venner

Kenneth Gregersen er sammen med kollegaen Nicolai Hansen travlt beskæftiget med at etablere forretningens elektronikafdeling. Også for 38-årige Nicolai Hansen har det frivillige arbejde givet nyt mod på tilværelsen.
„Jeg har gået hjemme i ni år og har bygget min tilværelse på at skulle se mine børn hver anden weekend. Men for nylig besluttede jeg mig endelig for at finde noget frivilligt arbejde og komme ud og møde andre mennesker,“ siger Nicolai Hansen. Han søgte på internettet efter frivilligt arbejde i Vejle-området, faldt over Danmission Genbrug og dagen efter var han til ansættelsessamtale.
„Jeg er her hver dag på nær de weekender, jeg har mine børn. Og jeg nyder at være chauffør, arbejde på lageret, ekspedere kunder og hjælpe til i vores fairtrade-afdeling. Det giver indhold i tilværelsen og nye venner,“ forklarer han.GB_frivillig_2

De smukke unge mænd

„Ja, vi har så mange smukke unge mænd her,“ siger Bettina Vestergård og griner til de mandlige kolleger, da hun passerer den kommende elektronikafdeling.
„Vores frivillige er alders- og kønsmæssigt lidt atypiske for en genbrugsbutik. Den yngste medarbejder er kun 19 år, mens den ældste er 83 år, og så er størstedelen mænd. Det klager vi bestemt ikke over, for der er brug for stærke mænd, når der skal hentes og flyttes møbler,“ forklarer hun.

En vej tilbage i job

For Bettina Vestergaard er jobbet som praktikant i butikken også en mulighed for at finde vej tilbage til arbejdsmarkedet: „Det er livsbekræftende at være her, og jeg nyder at være med til at skabe glade og motiverede medarbejdere. Det er vigtigt og udviklende at arbejde for at godt formål, men lige så vigtigt er det, at vi også arbejder for vores egen fremtid.“